håndklæder

Den store guide til, hvordan du bedst vasker & behandler håndklæder

håndklæder

Det er en dejlig følelse at komme ud efter et varmt bad og kunne omfavne kroppen i et blødt og lækkert håndklæde. Men hvordan er det nu lige, at man bedst holder sine håndklæder bløde og hvor ofte skal de vaskes så man undgår bakterier og sur lugt?

Vi guider dig igennem de bedste tips og tricks til, hvordan du bedst vasker og behandler dine håndklæder.

Sådan vasker du dine nye håndklæder

Det er altid dejligt med nye håndklæder, men inden du kan tage dem i brug, er det vigtigt, at de bliver vasket først. Et godt tip er at lægge de nye håndklæder i koldt vand ca. 24 timer inden, at du vasker dem den første gang. Dette hjælper til at åbne fibrene i bomuld og dermed give dine nye håndklæder en bedre og mere holdbar sugeevne.

Hvis dine nye håndklæder er farvede kan du tilsætte en deciliter eddike i det kolde vand inden vask. Eddiken hjælper til at binde farven til stoffet, så det kun er overskudsfarven du potentielt vasker af.

Sådan vasker du dine håndklæder

Når du har vasket dine nye håndklæder for allerførste gang og det er ved at være tid til en ny vask, er processen heldigvis ikke så omstændig. Vask blot dine håndklæder på 60 grader, så du sikrer dig, at alle bakterier bliver dræbt. Hvis dine håndklæder ikke er i det traditionelle bomulds materiale, er det vigtigt, at du altid følger vaskehenvisningen på håndklædet inden vask.

Undgå dog altid at bruge skyllemiddel når du vasker håndklæder, da skyllemiddel danner et lag på stoffet, som svækker håndklædets sugeevne.

Så ofte skal du vaske dine håndklæder

Vi bruger vores håndklæder meget og de samler derfor også meget snavs og bakterier - særligt de små håndklæder, vi bruger til hænderne. Du bør derfor vaske dine håndklæder ofte og ved 60 grader, så du sikrer dig, at alle bakterier er væk. Vask dine badehåndklæder én gang i ugen og dine håndklæder til hænderne ca. Hver anden dag.

Få bløde håndklæder

For at sikre dig, at dine håndklæder forbliver dejlige og bløde over tid, er det vigtigt, at du altid husker at tørretumble dem efter vask. Er skaden dog allerede sket og dine håndklæder synes ru og kradse er det ikke altid nødvendigt at smide dem ud. I de fleste tilfælde er dine håndklæder blevet stive grundet kalk i vand. Vask derfor dine stive håndklæder med en deciliter eddike i (skal hældes i rummet, hvor du plejer at putte vaskemiddel) og en halv deciliter bagepulver (skal hældes i rummet, hvor du plejer at putte skyllemiddel) og vask håndklæderne ved 60 grader. Dette simple trick gør dine håndklæder behagelige og bløde igen!

Tip! Dette trick virker også perfekt mod håndklæder, som lugter surt - win win!

Sådan får du dine håndklæder hvide igen

Det er virkelig ærgerligt når dine fine hvide håndklæder bliver misfarvet af vask med andet stof eller kalk fra vandet. Det er dog heldigvis ret nemt at få den fine hvide farve tilbage. Du kan afblege dine håndklæder med klor får at få dem hvide igen. Hæld blot en deciliter klorin i en balje med vand og lad håndklæderne ligge i vandet i ca 1,5 time. Vask derefter håndklæderne almindeligt i vaskemaskinen.

Tilbage til blog