Hvilket tæppe skal du bruge under dit spisebord?

Hvilket tæppe skal du bruge under dit spisebord?

Gulvtæpper skaber en hyggelig stemning både visuelt og fysisk. Ved at indrette med tæpper kan du nemt og stilet bløde din indretning op og skabe en dejlig atmosfære i hjemmet. Vi giver dig de bedste tips til, hvordan du vælger det rette gulvtæppe under dit spisebord.

Vælg den rette størrelse til dit gulvtæppe under spisebordet

Hvis du gerne vil sikre dig, at dit gulvtæppe kommer til sin ret og binder rummet sammen, skal du finde den rigtige størrelse. Med et gulvtæppe i den rette størrelse under spisebordet, får du understreget området og skaber et elegant og sammenhængende look i din indretning. Det vigtigste er, at dit gulvtæppe ikke er mindre end bordet og stolene. Dette gælder både for firkantede og runde borde.

De anbefalede standardstørrelser for gulvtæpperne er:

Firkantet bord med plads til ca. 10 personer:

300 x 400 cm

240 x 340 cm

Firkantet bord med plads til ca. 6 personer

200 x 290 cm

160 x 230 cm

Rundt bord med plads til ca. 4 personer

Ø 200

Ø 250

Husk at måle tæppet efter stolene

Når vi skal vælge et gulvtæppe til spisebordet glemmer vi ofte at tænke på stolene, og det er en kæmpe fejl. Når man glemmer at måle ud fra stolene ender tæppet som regel med at blive alt for småt, hvilket giver et klodset og klemt look. Hvis man ender med et for lille gulvtæppe under spisebordet, vil man ofte opleve, at stolenes ben vil sidde fast i kanten på tæppet, hvilket kan være meget irriterende. Undgå dette ved at måle spisebordets bredde og længde efter diameter og derefter lægge stolenes dybde til.

Skab sammenspil mellem farverne i dit spisebord og gulvtæppe

Det kan være vanskeligt at vælge en farve til dit gulvtæppe under spisebordet. Gør som på billedet over, og hold dig inden for den samme farvepalette, for at skabe et harmonisk og roligt udtryk i din spisestue. Vælger du et tæppe uden print, vil dette rolige udtryk fremstå endnu mere markant. Når farverne skaber et sammenspil, kan du med fordel lege med kontraster i materialerne. Kombiner tunge træmøbler med bløde gulvtæpper for at bløde spisestuen op.

Vi er vilde med tidens populære naturfarver, som giver en afslappende fornemmelse i hjemmet.

Skab kontraster med et gulvtæppe

Leg med former og udtryk når du skal vælge et gulvtæppe til dit spisebord. Skab et legende og kontrastfyldt udtryk i dit hjem, ved at vælge et firkantet tæppe til det runde bord - og et rundt tæppe til det firkantede bord. Det kan hurtigt virke en smule kaotisk når man kombinerer former på denne måde - gå derfor efter et tæppe i en afdæmpet farve, som matcher til dit spisebord og stole. På den måde, skaber du et mere roligt og afdæmpet udtryk i din spisestue. Vælg et rundt tæppe under dit spisebord, hvis du ønsker at bløde rummet op og skabe en blød kontrast til de mange firkantede kanter i rummet, som vægge og skabe.

Skarpe kanter på tæppet og spisebordet

Er du mere til det klassiske look, skal du vælge et gulvtæppe, som har samme form som dit spisebord. Tænk i rene linjer og monotone udtryk. På denne måde skaber du en harmonisk og stilren sammenhæng mellem tæppe og møbler. Gå efter et tæppe, som kun lige netop er bredere end bord og stole for at give et skarpt udtryk til din spisestue.

Tæpper med print og farver

Giv din spisestue et frisk pust med et gulvtæppe med print eller klare farver! Et tæppe kan virkelig pifte din indretning op og være med til at tilsætte kulær og charme til din indretning. Hvis du bor med mange ensfarvede møbler, kan du vælge et tæppe med print for at skabe lidt mere dynamik i rummet. Har du mange små nips-ting alle steder, bør du vælge et ensfarvet tæppe under dit spisebord, som kan samle rummet og skabe lidt ro.

Tilbage til blog