Hvilken lampe skal du vælge over dit sofabord?

Hvilken lampe skal du vælge over dit sofabord?

Lys er vigtigt i alle hjemmets rum. Med det rette lys skaber du bedre velvære i hjemmet og sikrer dig, at din bolig tager sig bedst muligt ud. Når det kommer til at vælge en lampe over sofabordet, er det vigtigt, at du både har øje for æstetik og funktionalitet.

Selvfølgelig skal din lampe være flot og passe til stilen i resten af stuen, men det er også vigtigt, at du sikrer dig, at din lampe udfylder sin funktion. Tænk over, hvilket formål din lampe skal have. Skal den lyse hele rummet op, centrere lyset direkte over sofabordet eller hjælpe til at lysne et mørkt område af stuen op? Mulighederne er mange! Derfor giver vi dig guiden til, hvilke lamper du kan indrette din stue med.

Lamper over sofabordet

Skal du hænge en lampe direkte over sofabordet er det vigtigste, at du er opmærksom på, at lampen skal hænge i den korrekte højde. Hvis lampen hænger i en forkert højde, kan det forstyrre udssynet til dit TV og generelt give en blændende fornemmelse i sofa-området. Hvis din lampe hænger for lavt, vil det give genskær, hvilket kan være meget irriterende og ødelægge den afslappede og hyggelige stemning, som burde være i stuen.

Hvor højt skal lampen hænge over sofabordet?

Det er meget vigtigt, at din lampe over sofabordet hænger i en korrekt højde, så den ikke forstyrrer udsynet til hverken fjernsyn eller andre personer omkring sofabordet. Lampen må ikke hænge således, at det skarpe lys forstyrrer og blænder.

Det kan være svært at give et bud på præcist, hvor højt lampen skal hænge, da dette kommer meget an på højden på din sofa og sofabord. En god test er derfor at få én til at holde lampen og sætte sig flere personer i sofaen for at teste om lampen forstyrrer udsynet til hinanden og fjernsynet. Rejs dig også gerne op og gå rundt i rummet for at få en bedre fornemmelse af, hvordan lampen ser ud i forhold til resten af stuen.

Hvilken type lampe skal du vælge over sofabordet?

Start med at tænke over, hvilken funktion din lampe skal have, når den hænger direkte over sofabordet. Hvis du ønsker at lampen skal bruges til at sætte fokus og centralisere lyset direkte ned på sofabordet, skal du vælge en loftlampe med lukket skærm. En lampe, som er lukket gør, at lyset kastes direkte ned på bordet, frem for, at det bliver fordelt rundt i hele rummet.

Dette kan fx være rart, hvis du primært spiser ved dit sofabord eller bruger sofabordet til andre ting, der kræver et godt lys. Ønsker du derimod, at lampen skal bruges til at fordele lyset rundt i stuen, skal du gå efter en loftlampe i fx glas, hvor lyset har nemt ved at trænge ud. Du kan også vælge en lampe med flere spots, hvor du selv kan justere, hvor lyset skal pege hen.

Når det kommer til selve designet på lampen, er det kun fantasien, som sætter grænser. Vælg en lampe i et design, der i forvejen matcher til resten af stuen. Det kan være i form af farve, materiale eller form. Ved at vælge en lampe, som matcher skaber du et sammenhængende og klassisk udtryk i dit hjem.

Da lampen direkte over sofabordet i forvejen er meget central, kan du skabe endnu mere blikfang ved at vælge en lampe, som virkelig skiller sig ud. Skab et dynamisk og spændende udtryk i din stue med en lampe i en alternativ form eller farve.

Hvor stor skal lampen være?

Når du har valgt, hvilken type lampe, som skal hænge over dit sofabord er det vigtigt, at du også har øje for størrelsen på lampen. Det kommer selvfølgelig meget an på, hvor højt din lampe skal hænge og hvilken funktion den skal have i stuen. En god tommelfingerregel er dog, at din lampeskærm ikke skal være større end mellem 20-40 cm i diameter.

Dette gør sig ikke kun gældende for loftlamper, men også for gulvlamper. Med en lampeskærm i denne størrelse sikrer du dig, at din lampe ikke bliver for stor og giver følelsen af, at lampen fylder det meste af stuen. Lampen vil heller ikke være for lille, og kan dermed stadig give et godt lys i din stue.

Alternative lamper til stuen

Selvom de fleste foretrækker en klassisk loftlampe, kan andre lampetyper være bedre egnede i visse hjem. Du kender det måske - ligegyldigt, hvilken lampe du vælger, så virker den forstyrrende over sofabordet. Kast dig derfor ud i alternative placeringer og typer af lamper, for at få samme funktion fra lampen uden at den generer.


Standerlampe

Har du en stor stue, vil en loftlampe typisk ikke være nok til at lyse rummet op. Suppler derfor med en smuk standerlampe, som kan sprede lidt ekstra lys, hvor behovet er for det. En standerlampe er perfekt til at skabe en lille hyggekrog omkring sofa-området eller til at give lidt mere fokuseret lys, når du sidder og læser i sofaen.

Væglampe

Ligesom ved standerlampen er væglampen genial til at give lidt ekstra lys til steder, hvor du har brug for at fokusere. Placer en lækker og praktisk justerbar væglampe lige over sofaen, så du altid har det rette lys til at fordybe dig i en god bog.

Mindre lamper som væglamper er også ideelle, hvis din sofa er placeret direkte under et vindue. Med store vinduer i stuen får du meget naturligt lys i løbet af dagen og behøver derfor kun mindre lamper til at supplere det naturlige dagslys.

Bordlampe

Lamper og lys er så meget mere end blot en praktisk nødvendighed! Smukke og æstetiske lamper er med til at give dit hjem en ekstra finish og vil med garanti pynte på kommoden eller i vindueskarmen. Se bare denne smukke lampe fra Ferm Living!

Lampen er designet med dristige former, som giver den et kunstnerisk strejf. Basen på lampen er skabt i hånden, og er inspireret af naturens forunderlige former. Basen er lavet af keramik, som er bedækket af en smuk dybblå højglansglassering, som får lampen til at reflektere lyset på dens kurver på en helt fantastisk smuk måde.

Tilbage til blog